Der er nu faldet dom i en sag mellem en entreprenør og en ejendomsudvikler.

I begyndelsen af maj var advokat Sune Blohm i Københavns Byret for at repræsentere en ejendomsudvikler i en sag anlagt af en tidligere samarbejdspartner, der var entreprenør. Det sker ret ofte set blandt ejendomsudviklere, at man indgår samarbejder med udførende entreprenører, hvor begge parter så at sige arbejder "gratis" i forbindelse med at finde ejendommen, afgive tilbud til grundejer m.v. Kun hvis projektet bliver realiseret, kan der opkræves honorar. Og det det var diskussionen i denne sag. Entreprenøren mente, at deres mundtlige aftale indebar, at han han havde krav på et anseeligt beløb i forbindelse med beregning af tilbud på godt 4 ejenodmsprojekter. Ejendomsudvikleren mente omvendt, at der ikke skulle betales honorar til entreprenøren for hans arbejde. De to samarbejdspartnere var således ikke højestbydende, og havde ikke fået de pågældende 4 ejendomsprojekter. Alt arbejde med tilbudsafgivningen herunder beregning af entreprisesum og beregning af købspris overfor sælger, var således spildte. Sagen handlede i bund og grund om, hvorvidt den mundtlige aftale mellem parterne var en aftale om såkaldt ”no cure no pay” eller om "rådgivning efter betaling" fra entreprenørens side. Sagen kom i vid udstrækning til at handle om, hvorvidt sådanne no cure no pay samarbejder i ejendomsudviklingsbranchen er sædvanlige.

Ejendomsudvikleren var blevet stævnet af entreprenøren for et syvcifret beløb.

Dommen er netop afsagt, og vores klient, ejendomsudvikleren, blev frifundet.

Under byretssagen blev der blandt andet ført vidner fra ejendomsbranchen der bekræftede, at ”no cure no pay” er almindeligt i branchen for ejendomsudviklere. Blandt andet derfor kom byretten frem til, at der i hvert fald ikke var tale om en aftale om rådgivning efter betaling fra entreprenørens side, fordi denne branhcesædvane støttede vores klients forklaring og i øvrigt var i tråd med ganske lidt e-mail-korrespondance på skrift mellem parterne.

Byretten bemærkede endvidere, at de almindelige bevisbyrderegler fandt anvendelse i sagen, hvorefter entreprenøren havde bevisbyrden for, at han dels havde et berettiget tilgodehavende, dels for at opgøre det korrekt. Entreprenøren havde argumenteret for, at når der var udstedt fakturer, der ikke var betalte, måtte det være ejendomsudvikleren der skulle bevise, at der ikke bestod noget berettiget krav.

Byretsafgørelsen afsagt 31. maj 2018 af Københavns Byret, og ankefristen er ikke udløbet. Hvis sagen ankes, vil vi informere om resultatet heraf til den tid.

Sagen illustrerer også noget helt grundlæggende, nemlig at mange aktører i ejendomsbranchen har det med at indgå ret store aftaler alene ved håndslag, og uden at sikre sig skriftlig bevis for indholdet af deres aftale. Så længe samarbejdet går godt, er der ingen problemer, men så snart det begynder at gå skidt, opstår der splid, når det kommer til økonomi mellem sådanne samarbejdspartnere. Det er helt afgørende at have styr på disse ejendomsudviklingsaftaler eller samarbejdsaftaler. To års retssag og en masse omkostninger - selv for den vindende part der kun får dækket lidt af sine advokatomkostninger - kunne være sparet. I sidste ende er det derfor billigere at få hjælp til at udfærdige kontrakter til at begynde med.

Har du spørgsmål til dommen eller til emnet i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Sune Blohm.