Nedenfor følger en kortfattet Q&A fra advokat og partner Kristian Dreyer i relation til COVID-19-situationen og betydningen heraf for byggesagens parter. 

Denne Q&A er opdateret den 30. marts 2020 kl. 12, og der tages forbehold for løbende ændring af situationen og lovændringer, ligesom det understreges, at vurderingerne nedenfor ikke er tilsikringer om en bestemt retstilstand men udtryk for vores bedste bud. De spørgsmål der svares på, er ikke endeligt afklarede af domstolene, og der er betydelig tvivil om resultatet. 

 
Q: Har entreprenøren ret til tidsfristforlængelse? 

A: Det er faktisk uafklaret, om der foreligger en force majeure situation, og byggeriets forskellige aktører, har alle hver sin holding. Det er i sidste ende op til domstolene og voldgiftsnævnet at afgøre. Under alle omstændigheder kan man ikke påberåbe sig tidsfristforlængelse for nye kontrakter, der er indgået vel vidende om COVID-19-situationen, og man bør i disse nye kontrakter aftaleregulere sig ud af forholdet, hvis situationen udvikler sig drastisk. Det er altså kun de aftaler, der blev indgået forud for hele COVID-19-situationen, hvor man kan diskutere, om betingelserne for force majeure er til stede, og om entreprenøren derfor har krav på ikke-dagbodssanktionerende tidsfristforlængelse, jf. AB18 § 39, stk. 1., litra c og AB92 § 24, stk. 1, nr. 3.

Flertallet af kyndige rådgivere har slået fast, at der ikke er tale om force majeure. Jeg er imidlertid ikke helt overbevist, og jeg finder, at en del taler herfor - i hvert fald i konkrete situationer og konkrete byggerier. Jeg erkender, at det er uklart, og derfor må rådet til begge byggesagens parter være, at finde pragmatiske løsninger.

COVID-19 er opstået uden entreprenørens skyld, og han er ikke er herre over forholdet. Men spørgsmålet er, om COVID-19-situationen kan sidestilles med krig eller brand og andre lignende forhold. Pengeskyld og almindelig nedmanding som følge af mandskabsmangel er i almindelighed ikke omstændigheder, der normalt kan begrunde force majeure. Dertil kommer, at man fra danske myndigheder ikke har forbudt forsamlinger over 10 personer på byggepladser og andre arbejdspladser, og i forhold til byggerier er alt stort set blot anbefalinger. Der er ingen myndighedspåbud eller lignende. Imidlertid kan anbefalinger og henstillinger til hjemmekarantæne m.v. betyde, at entreprenøren stort set ingen medarbejdere har tilbage, og den situation om myndighedernes henstilling til hjemmekarantæne m.v., må vi sige, er ganske uvandt og ekstraordinær. Samfundet er mere eller mindre lukket ned om ikke formelt så i hvert fald i praksis. Myndigheder er lukkede, skoler og institutioner er lukkede, mange forskellige butikker er lukkede,og det er faktisk ikke set før 2. Verdenskrig. Men om det er nok til at påberåbe sig force majeure, så længe der kun er tale om anbefalinger, er uklart. Det er næppe en generel force majeure situation (over hele landet og i alle byggerier), men der kan godt foreligge force majeure i visse konkrete byggerier. 

Den 12. marts 2020 vedtog Folketinget ændringer af epidemiloven, og den 17. marts 2020 vedtog sundhedsministeren COVID-19 bekendtgørelsen. Disse ændringer kan godt medføre, at der for entreprenøren opstår en situation, der rent faktisk gør, at man må sidestille COVID-19-situationen med de øvrige almindelige force majeure grunde. Landets grænser er også mere eller mindre lukkede, omend export og inport af varer fortsat er mulig.  

På nuværnede tidspunkt oplever man et samfund, der i praksis er lukket ned, og hvor medarbejderne i vid udstrækning må blive hjemme, hvis de har symtomer for ikke at smitte andre, og det er næsten åbenlyst, at der er tale om en ekstraordinær situation, som måske kan sidestilles med andre accepterede force majeure situationer i AB19 og AB92' forstand. Force majeure kan også opstå helt konkret, hvis man som entreprenør ikke kan få leveret materialer fra de lande, der er særligt hårdt ramt, og der er tale om speciesydelser. Mandskabsmangel og nedsat effektivititet er næppe force majeure og en risiko som en entreprenør altid må påtage sig og tage højde for, men hvis nedmanding sker direkte som følge af denne helt ekstraorinære situation, og nedmandingen er betydelig og ikke kan afværges ved at hyre andre ind midlertidigt, er det muligt at man kan sige, at der foreligger force majeure, fordi det må siges at ligge ud over, hvad en entreprenør normalt bør tage højde for på forhånd. 

Ved vurderingen af, om der er tale om force majeure må der ses på den konrekte byggesag, og det er som nævnt ovenfor meget muligt, at der konkret kan være tale om force majeure mens der måske ikke generelt kan siges at være tale om force majeure. En gennemgang af spørgsmålet kan kan man bl.a. se hos Dansk Byggeri her. 

Generelt må der opfordres til smidige og pragmatiske løsninger mellem parterne, netop fordi der er så stor usikkerhed. 

Det følger af AB18 § 43, stk. 3, litra a og af AB92 § 27, stk. 3, at såfremt entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse som følge af force majeure, har bygherren hverken krav på erstatning eller aftalt bod/godtgørelse. Entreprenøren får ekstra tid, men vil efter gældende teori og praksis ikke have krav på erstatning/betaling for forøget byggepladsudgifter og lignende. 

 
Q: Har bygherren ret til tidsfristforlængelse? 

A: Hvis der konkret må siges at opstå en force majeure situation i et byggeri, kan det også være bygherren, der kan påberåbe sig dette med henblik på at opnå ret til tidsfristforlængelse ud fra præcis de samme betingelser, jf. AB18 § 42 og AB92 § 26.

Jeg vurderer ikke, at pengemangel kan begrunde force majeure. Eksempler på bygherreforpligtelser, der måske kan være forsinket som konsekvens af COVID-19, kan være bygherreleverancer eller forsinkelse ved, at tilsynet forhindres i at møde på byggepladsen. Ganske som for entreprenøren, må der foretages en konkret vurdering. 

Da penge er det mest generiske (almindelige), der findes, vil bygherren som udgangspunkt ikke kunne påberåbe sig ”force majeure”, herunder eventuelt COVID-19, som grund til ikke at betale tid tiden.

Betaler bygherren ikke til tiden, vil entreprenørren kunne kræve renter. Se AB92 § 22, stk. 1 og 11 samt AB18 § 37, stk. 2.

Entreprenøren vil herudover – med et varsel – kunne standse arbejdet. Varslet er som udgangspunkt 5 arbejdsdage (dog 3 arbejdsdage for private bygherren, hvis AB18/ABT18 er vedtaget). Se AB92 § 23 og AB18 § 38.

Bygherrens manglende betaling vil desuden i yderste konsekvens berettige entreprenøren til at ophæve aftalen. Ophævelse forudsætter, at entreprenøren forinden har påtalt det forhold, der begrunder ophævelse, og har givet bygherren en frist til at rette for sig (d.v.s. givet bygherren mulighed for at betale). Se AB92 § 41 og AB18 § 60.

Q: Praktisk håndtering af forsinkelse

A: Såfremt en part mener at være berettiget til tidsfristforlængelse som følge af force majeure, skal der straks ske orientering af modparten. Og forsinkelsen og dens årsag samt dokumentation for, at forsinkelsen er direkte COVID-19-relateret må skulle bevises. Endvidere må det bevises, at man kan ikke kan afbøde følgevirkningerne. 

Kristian Dreyer

advokat (H), partner